Her er første side i min dagbog fra min første tur til Black Rock City. Det forklarer meget godt hvordan det kan føles at være på Burning  Man. Det kan dog være en fordel først at have læst: Hvad er Burning Man? hvis du endnu ikke ved hvad Burning Man er.

Mandag
Op klokken fem, ligge lidt i karbadet, også ellers af sted mod Dennys til amerikansk morgenmad. Derfra kørte jeg mod et supermarked der var opsamlingsplads for ”samkørsel”, men der var kun to brødre da det var tidligt på dagen. Kunne kun få plads til en på grund af cyklen på bagsædet, så jeg måtte køre alene til Burning Man.

Udsigten var storslået lige så snart jeg kom ud af Reno. Det er rigtigt prærie land, hold da op hvor er det smukt!

I den sidste time mod Black Rock City hvor Burning Man foregår begyndte der at være lidt trafik. Det klumpede lidt da RV’erne (mobilhome på størrelse med et mindre dansk sommerhus) ikke køre helt op til det tilladte.

Da vi drejer af landevejen og ind i ørkenen er fartgrænsen 10 mph, for ikke at forvandle det hele til et støvhelvede. Det går godt, lav sigtbarhed men vi kører, også BUM! Kø.

6 stive timer i kø blev det til. Første time gik meget godt, så en time hvor jeg fortrød at jeg havde drukket 1 liter cola, og 1½ liter vand, så en time hvor jeg render og leder efter rv’er med et toilet og så en halv time hvor jeg leder efter andre løsninger. Til sidst må jeg finde et par poser frem i baggagerummet, og tis-posen er dermed opfundet. Derefter et par timer hvor jeg undre mig over hvorfor det går så langsomt, ærgrer mig over at jeg allerede på første dagen havde fået læst ”Børn som ikke leger”, og derfor ikke rigtigt havde noget læsestof tilbage.

Endeligt fremme! Her ses jeg sammen med manden der er festivalens vartegn.

Da jeg kører igennem gaten bliver jeg spurgt om jeg har været der før, da jeg svarer nej bliver jeg gennet ud af bilen, bedt om at rulle mig i støvet så jeg ikke er så ren, og skal så ringe på jomfruklokken, giver den et ordentligt slag, hvilket udløse et gigantisk kling fra klokken. Se evt. hvordan det foregår i denne lille video

Endeligt fremme! Kører til de adresser jeg havde fået af Nautron, men kan ikke finde hverken hvide telte, eller et flag med deres navn. Parkere bilen og cykler til center campen for at finde den seddel han sagde skulle være der med deres præcise adresse, den er der ikke.

Jeg cykler tilbage, læsser cyklen og kører så lidt rundt og leder efter et sted hvor der er andre unge. Finder et ungt par i gang med at slå telt op og parkere ved siden af dem og høre om jeg må slå telt op ved siden af.

Jeg begynder slå telt op, det blæser op, og snart er der  sandstorm. Allerede inden jeg har fået oversejlet op er alt er dækket af sand. Da oversejlet er kommet på kommer regnen, og meget af det, jeg kravler i tørvejr, men prøver efter 20 minutter at kravle ud iført min nye regnjakke, men sandet er blevet til ler og bukserne er gennemblødte efter bare 2 minutter så jeg kravler tilbage i tørvejr og arbejder videre på at puste min queen size luftmadras op med munden… nåede ikke lige at finde nogen med en pumpe inden regnen fik alle til at kravle i læ. Vinden slår om og rammer mit telt fra siden… det er lidt presset, fik ikke sat pløkker i inden regnen kom.

Ja sådan ser det altså ud når det lufter lidt... Senere blev det meget værre

Efter regnen kravler jeg ud og møder min nye nabo, Witchu som ankom lige som regnen begyndte. Jeg får sat pløkker i og ser så en enorm dobbelt regnbue.

Witchu er en glad dreng, der heller ikke har været her før. Han møder mig med en krammer og vi snakker lidt. Han har heller ikke været på Burning Man før, så vi snakker om hvordan det mon bliver og hvad der venter. Han slår en ret seriøs lejr op med køkken, skygge, telt og gulvtæppe, og vi er begge sikre på at det kun er et spørgsmål om tid før hele vores ”adresse” er fyldt med folk.

Jeg pakker det sidste ud, kigger ind i mit telt hvor alt er dækket af sand, gider ikke engang prøve at rydde det op. Fuck! Gas og gasbrænder passer ikke sammen, spurgte ellers inden jeg købte det. Kan ikke varme mad, så tilbage er to pakke grovtoast, en bøtte honning, sukker, og havregryn.  Det bliver en lang uge.

Nå, tager cyklen og cykler på opdagelse.

Hvilket sted! Der er liv alle steder, kunsten er nyskabene og enorm. Jeg får set manden som vi senere skal brænde, er forbi templet hvor folk har skrevet hilsner til deres afdøde eller skrevet råd om livet, ser den kæmpe statue af en kvinde. Der er nogen som har sat to telefonbokse op som er forbundet med hinanden, nogle eksperimentere med at få folk op at flyve ved hjælp af vejrballoner med helium.

Stedet summer af kreativitet, glade mennesker, åbenhed og respekt og man bliver glad og opstemt bare af at være her.

Der bygges stadig, både på kunsten og i de forskellige lejre. Det er som om at Burning Man altid er i forandring, og man umuligt kan nå at se det hele.

En af mine naboer og hans lejr.

Jeg tager hjem og får aftensmad. Havregryn med sukker, efterfulgt af en pepsi max (24 pepsi koster 36 kr i supermarkedet herover), som drikkes af spisekaret, så jeg slipper for at vaske op. På den måde kan jeg bare tørre den af når jeg er færdig, og skal så ikke bekymre mig om hvor jeg skal gøre af det beskidte vand.

Jeg skifter til varmere tøj, da solen gik ned klokken halv otte blev det koldt.

Stedet er helt helt anderledes om natten! Der er ild alle steder, musik og gang i den. Flere gange i minuttet lyses hele området op af et kunstværk eller en art car som skyder op til 10 meter høje flammestråler op i luften.

Jeg cykler lidt rundt i lejrområdet og på alle gader er der flere steder hvor der spilles op til fest. Omfanget af denne fest er imponerende, der er nok mere end 100 spillesteder i gang på sådan en aften. Dertil kommer alle kunstbilerne hvor flere af dem er busser med indbygget disko.

Jeg tager i center camp cafeen, og ser musik, hører blandt andet That Danmed Band, som efterlader mig i tvivl om de er pirater, irere, stive countrymusikkere eller hvad, men det er i hvert fald godt. De består af folk der alle har været med til at bygge Black Rock City op, og som er veteraner her på Burning Man, så de har et trofast publikum i de garvede folk som kender dem.

Da de er færdige med at spille (hvert band har ca 30 minutter på scenen i center camp) tager jeg hjem da klokken er mindst et. Hjemme kigger jeg på uret og det siger godt nok at klokken kun er halv eleve, men det har været en lang dag, så jeg napper lidt mere havregryn, drikker lidt juice for at få tømt flasken (havde købt en flaske juice da flere folk på nettet havde anbefalet at man købte en god flaske at tisse i om natten hvis man ikke gider i tøjet og ud og finde et festivaltoilet), og kravler så i seng. Godt smadret.

Dette er min personlige beretning fra Burning Man 2010. Den er skrevet kort efter hjemkomsten og hvis det er lidt rodet er det fordi mange tanker trænger sig på efter sådan en tur. De andre dage finder du også her på bloggen.

Læs: hvad der skete om tirsdagen på Burning man
Eller gå til forsiden af Burning Mango for mere information om Burning Man